MoreMinds

MOREMINDS

LENE MAAN BORNAK & SØREN BORNAK – PAPIRMAGERI & TRYKKERI
Lene og Søren kalder sig for MoreMinds, fordi de gerne vil invitere kursister, kunsthåndværkere og kunstnere indenfor. Her kan man lære af hinanden og lave nye projekter i fællesskab. Det er også i dette forum, nye venskaber kan opstå. Deres arbejde skal være utraditionelt, givende og inspirerende, for kun ad denne vej opnås de gode resultater. Er det sjovt, bliver det godt!

Trykkeriet
MoreMinds handler om at skabe sammen, bruge gamle materialer på en ny måde. Tekster håndsættes, og bogtryk fremstilles på traditionel vis, f.eks. invitationer og visitkort. Ofte anvender MoreMinds genbrugsmaterialer som f.eks. plastic, planter og træ for at opnå en bestemt struktur, der danner baggrund for plakater, blokke og andre tryk.

Værkstedet
Værkstedet råder over 3 “fluesmækkere”, tre korrekturpresser og to Heidelberg vingeautomater. Desuden har MoreMinds typografier i både bly og træ i skuffer og skabe.

Papirmageriet
I papirmageriet fremstilles håndlavet papir til trykkeriet, men også andre mindre opgaver for kunder tager form. Papiret kan være fremstillet af traditionelle bomuldsfibre eller plantefibre fra Østen. I gangen foran papirmageriet står to “hollændere” til fremstilling af papirmasse. De nyfødte ark presses i papirmageriet, og efter tørring presses de færdige ark i trykkeriet, og er nu klar til print!

MoreMinds afholder løbende kurser og workshops. Kurserne henvender sig til øvede nørder, til børn og nybegyndere. 

Har du et konkret projekt, er du velkommen til at kontakte MoreMinds.

Kontakt:
Søren & Lene Bornak
Mail: moremindsdk@gmail.com
Søren telefon: 40115665
Lene telefon: 23260251